Velkommen til skolestart på Kirke Saaby Skole
Vi glæder os hvert år til at tage imod de nye børn i skole og SFO. Det er en stor og festlig begivenhed, som vi gør stads af. Det er også en stund til eftertanke: Nu bliver jeres barn skoleelev og skal sammen med jer møde mange nye, spændende og måske store udfordringer.
 
Kirke Saaby Skoles mission er at skabe en åben og tryg skole med muligheder for alle byens børn. Vi arbejder tæt sammen med de lokale børnehaver om at gøre skolestarten bedst mulig.
 
PÅ Kirke Saaby Skole skaber vi et mobbefrit, inkluderende og fagligt stærkt miljø. Børnene møder lærere og pædagoger, som vil dem, som er tydelige og glade, og som arbejder tæt sammen i team. I forældre vil møde lærere og pædagoger, som insisterer på at inddrage jer, for kun sammen kan vi give jeres barn den bedste skoletid.
 
Vi glæder os til at være sammen med jeres barn og jer i mange år.
Sådan giver vi børnene en
suveræn skolestart i 0. klasse
Kirke Saaby Skole har mange traditioner for tæt samarbejde med børnehaverne om at gøre overgangen til skole så tryg og god for børnene som muligt. Vores fælles vision er, at skolestarten skal være en positiv oplevelse for alle børn.
 
Jo mere vi ved om netop jeres barns udvikling, og hvordan børnegruppen fungerer sammen, jo bedre en skole- og SFO-start kan vi give. Vi besøger børnehaverne og taler med personalet om det enkelte barns udvikling og sociale samspil med andre børn. Hvis I ikke ønsker, at vi taler med børnehaven om jeres barn, skal I give besked til skolen.